|
|
|
31-08-2010 - Festivalernes betydning for den musikalske udvikling
Af: Helle Rusch
Statens Kunstråds Musikudvalg har netop offentliggjort en rapport, der belyser musikfestivalernes betydning for den musikalske udvikling i Danmark. Ifølge rapporten giver de fleste arrangører udtryk for, at ”de vægter det kunstneriske perspektiv højt, men de færreste arbejder ud fra et kunstnerisk rationale om at bidrage til udvikling af musikkultur og udvidelse af publikums musikkendskab. I de fleste tilfælde er den primære målsætning således at generere overskud til festivalorganisationen og lokale foreninger.” (Citat fra rapporten, side 3.) Rapporten konkluderer desuden at store festivalers primære fokus, er at skabe rammer for en musikalsk og sociale oplevelser. Mindre festivaler og festivaler med nichegenrer er derimod sjældent en del af dette billede, da deres primære formål er at fremme kendskabet til musikken og samle folk i et interessefællesskab. Rapportens anbefalinger til Musikudvalget og andre støtteorganer knytter sig til festivalernes arbejde med at sikre og udbygge kunstnerisk kvalitet, mangfoldighed og vækstlag. Der peges på, at festivalerne har en lang række egenskaber i forhold til enkeltkoncerter, som på unik vis kan bidrage til kunstnerisk udvikling og udbredelse af musikken. For eksempel fremhæves at musikfestivaler har en særlig god mulighed for at hjælpe vækstlag og smalle genrer frem for et større publikum og en øget mediedækning.
>> Læs hele rapporten her.
|
|
|